International Federation of Library Associations
and Institutions (IFLA)
IFLAs erklæring
om biblioteker og åndsfrihed
Denne erklæring er udarbejdet af IFLA/FAIFE og godkendt af IFLAs
bestyrelse den 25. marts 1999 i Haag, Holland.
Alarabia, Balgarski,
Bangla, Bosanski, Cesky, Chaltibhasa, Deutsch, English, Español, Farsi, Francais, Hangul, Hrvatski, Íslenska, Italiano, Kartuli, Lietuviskai, Magyar, Nederlands, Nihongo, Norsk, Polski, Português, Russkij,
Shqip, Srpski, Suomeksi, Svenska, Tagalog, Tamil, Türkçe, Viet, Zhongwen (simplified), Zhongwen
(traditional)
IFLA (Den internationale biblioteksforening) støtter, forsvarer og arbejder for at
fremme åndsfriheden som den er fastlagt i FNs Verdenserklæring om
menneskerettighederne.
IFLA erklærer at adgangen til udtryk for viden, kreativ tænkning og intellektuel
aktivitet, og til at udtrykke synspunkter offentligt, er en grundlæggende menneskeret.
IFLA mener at retten til viden og ytringsfriheden er to sider af samme sag. Retten til
viden er en betingelse for tanke- og trosfrihed; tanke- og udtryksfrihed er nødvendige
betingelser for fri adgang til information.
IFLA fastslår at forpligtelsen over for åndsfriheden er et centralt ansvarsområde
for al biblioteks- og informationsvirksomhed.
IFLA opfordrer derfor biblioteker og biblioteksansatte til at stå fast på
principperne om åndsfrihed, uhindret adgang til information og ytringsfrihed, og til at
anerkende biblioteksbenytterens ret til fortrolighed.
IFLA opfordrer sine medlemmer til gennem deres virksomhed at fremme accept og
virkeliggørelse af disse principper. IFLA fastslår således at
- Biblioteker giver adgang til information, ideer og udtryk for skabende fantasi. De
tjener som indfaldsporte til viden, tanker og kultur.
- Biblioteker yder en afgørende støtte til livslang indlæring, selvstændig
beslutningstagen og kulturel udvikling både for enkeltpersoner og grupper.
- Biblioteker bidrager til udvikling og fastholdelse af åndsfrihed og er med til at sikre
grundlæggende demokratiske værdier og almene borgerrettigheder.
- Biblioteker har ansvar for at sikre og at lette adgangen til udtryk for viden og
intellektuel virksomhed. Derfor skal biblioteker anskaffe, opbevare og præsentere et
bredt spektrum af materialer som afspejler samfundets pluralitet og mangfoldighed.
- Biblioteker skal sikre at bibliotekernes materialer og ydelser udvælges og stilles til
rådighed ud fra faglige overvejelser og ikke ud fra politiske, moralske og religiøse
synspunkter.
- Biblioteker skal anskaffe, ordne og udbrede deres materialer frit og modsætte sig
enhver form for censur.
- Biblioteker skal stille materialer, faciliteter og ydelser til rådighed for alle
benyttere uden forskel. Der må ikke forekomme nogen form for diskrimination som følge af
race, tro, køn, alder eller andre grunde.
- Biblioteksbenyttere skal have ret til fortrolighed og anonymitet. Bibliotekarer og andet
bibliotekspersonale må ikke afsløre benytternes identitet eller hvilke materialer de
benytter til udenforstående.
- Biblioteker der er finansieret af offentlige midler og som offentligheden har adgang
til, skal værne om åndsfrihedens principper.
- Bibliotekarer og andre ansatte i sådanne biblioteker har pligt til at værne om disse
principper.
- Bibliotekarer og andet biblioteksfagligt personale skal opfylde deres forpligtelser over
for såvel arbejdsgivere som benyttere. I tilfælde hvor disse forpligtelser strider mod
hinanden, har pligten over benytteren forrang.
Oversat fra engelsk af Jørgen Nielsen / Bibliotekspressen
|
IFLA/FAIFE Office
Birketinget 6, 6th floor, DK-2300 Copenhagen S, Denmark
Phone: +45(32)586066, ext. 532 - direct line: +(45)32341532
Fax: +45 32 84 02 01
E-mail: susanne.seidelin@ifla.org or sus@db.dk or faife@ifla.org |
|